Kilde: FoodCulture

I Slovakiet har det danske landbrug Firstfarms stor succes endda så stor at det lokale mejeri mistænkte dem for at snyde på vægten.

Det er ikke hver dag, at en virksomhed kan lave en tredobling af produktionen på bare tyve måneder, men det gjorde Firstfarms, da de købte et landbrugskollektiv i Slovakiet. "Vi måtte have mælken til laboratoriekontrol, mejeriet troede, vi havde fundet på en snedig måde at hælde postevand i mælken, uden de kunne spore det. De mente simpelt hen ikke, at vi kunne øge produktionen så meget på almindelig vis", fortæller Per Villumsen, direktør for Firstfarms.

Kontrollen viste heldigvis ingen tegn på snyd og siden har Firstfarms haft et fint og blivende samarbejde med mejeriet. Det lokale mejeri har dog ikke hele tiden været nok for virksomheden.

"Slovakiet ligger midt i Europa og det giver en række fordele, når vi skal af med vores produkter. Vi sælger faktisk ofte vores mælk fra uge til uge, i min tid som direktør har vi været oppe på hele fem mejerier på en gang, i øjeblikket leverer vi til det lokale mejeri og Danones mejeri i Ungarn", siger Per Villumsen.

Drivkraften bag virksomheden har været lysten til at bide skeer med en stor bedrift, og det må man sige, de gør i Firstfarms. Gården har på forhånd 8300 hektar jord under plov, og om tre uger står en ny stald klar, hvilket øger antallet af køer på bedriften til 3500. Men det har ikke kun været lutter lagkage at starte virksomhed i Slovakiet. 

"Vi har haft nogle mindre problemer med kollektiv-kulturen. Folk hernede tager normalt ikke et personligt ansvar for deres opgaver, for førhen var initiativ ugleset, med en meget stram ledelse. Det er noget vi prøver at gøre op med", siger Per Villumsen.

Helt generelt er de lokale glade for deres nye naboer, og Per Villumsen mener også, at Firstfarms har været med til at løfte området, selvom forandringer ikke er noget, der sker ´over night´, som han siger.

 

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?