Kilde: Fødevarestyrelsen

Der har i årtier været sagt meget om effekten af at drikke kaffe. Ny forskning punkterer myten om, at kaffe skader helbredet.

Der er nok ikke nogen fødevare, der de seneste årtier har været genstand for så meget omtale og debat som kaffe. Det ene øjeblik hedder det, at den populære sorte drik er sund, det næste øjeblik at den er skadelig for helbredet. Særligt indvirkningen af kaffe og koffein på hjertet har været omdiskuteret.

I starten af 1970'erne blev der publiceret en række studier, der skabte røre, da de viste, at kaffe påvirkede puls og blodtryk negativt¤og forøgede risikoen for sygdom og død. Der har siden været rejst tvivl om disse resultater blandt andet fordi, nogle af forskerne dengang ikke havde tilstrækkeligt veludviklede metoder til at adskille effekten af kaffe og rygning i de undersøgte befolkningsgrupper.

Selvom man i dag har bedre videnskabelige metoder til rådighed, er det endnu for tidligt at konkludere entydigt på kaffes indvirkning på helbredet. Men man kan, uden at sige for meget, konkludere, at kaffe i moderate mængder ikke er skadeligt.

Når det gælder patienter med en forhøjet risiko for hjertesygdomme, diabetes og visse kræftformer, er der meget der tyder på, at kaffe i moderate mængder faktisk kan have en beskyttende virkning.

Et stort nyt studie med svenske kvinder har vist, at forekomsten af hjerneblødning eller blodprop i hjernen er lavere hos de kvinder, der drikker mere end en kop kaffe dagligt.

Den laveste risiko for slagtilfælde er blandt kvinder, der drikker mellem tre-fire kopper dagligt. Her er risikoen 25 procent lavere end hos kvinder, der ikke drikker kaffe.

Udover at virke beskyttende kan koffein fremme den fysiske præstationsevne hos patienter med åreforsnævringer i benene, det såkaldte vindueskigger-syndrom. Det viser en ph.d-afhandling fra Center for Folkesundhed.
Patienternes fysiske formåen, målt som gangdistance og udholdenhed i lårmusklerne, blev forøget betydeligt, hvis de indtog koffein på 6 mg/kg, viste studiet. To-tre kopper kaffe forlænger i gennemsnit patienternes fysiske formåen ved gå-test med 140 meter. Det skal ses i forhold til, at patienter med vindueskigger-syndromet ofte kun kan gå 100-300 meter.

Koffeinindholdet i kaffe varierer både afhængigt af sort, ristning, formaling og brygge-metode. Espresso er kaffetypen med det højeste koffeinindhold i bønnerne, men i den drikkeklar kaffe er indholdet på samme niveau som i kaffe brygget med filter på kaffemaskine, mens koffeinindholdet i stempelkaffe generelt ligger lidt lavere. Det gennemsnitlige koffeinindhold er ca. 620 mg/l. Det svarer til et koffeinindhold på 78 mg pr kop.

Fødevarestyrelsen anbefaler, at gravide ikke indtager mere end 3 kopper kaffe dagligt,¤og desuden begrænser mængderne af andre koffeinholdige drikkevarer som fx cola og energidrikke.



Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?