14-10-2016 MEALS holder efterårsferie til og med 28. oktober. Det seneste halve års tid har givet mange nye læsere. Det kan skyldes "mund til mund", men også, at MEALS hele tiden er meget aktuel med nyheder. Uanset interessen så glæder redaktionen og annoncører sig over den stigende interesse.
MEALS
 
 
13-10-2016 | Fiskere ønsker fredet havområde åbnet. Danmarks Fiskeriforening kræver et fredet havområde i Kattegat genåbnet for fiskeri efter, at næste års torskekvoter er blevet kraftigt reduceret. Mandag reducerede Ministerrådet i EU de danske torskekvoter i den vestlige del af Østersøen med 56 procent, mens kvoten blev reduceret med 25 procent i den østlige del af Østersøen i 2017. Det får nu Danmarks Fiskeriforening til at kræve et fredet havområde i Kattegat mellem Danmark og Sverige genåbnet for kommercielt fiskeri. Området betegnes som Område 3 og blev fredet i 2008 i en aftale mellem Sverige og Danmark. "Det vil hjælpe de fiskere, der fanger torsk i Østersøen. De kan opretholde deres fiskeri ved at fiske efter hummere i området," siger næstformand i Danmarks Fiskeriforening, Kim Kær Hansen. Det nævnte område er dog pivåbent for kommercielt fiskeri fra tyske fiskere, da det er en isoleret aftale mellem Danmark og Sverige og ikke på EU-niveau.
MEALS
 
 
12-10-2016 | Verdens største fødevaremesse er SIALE, som finder sted fra 16. til 20. oktober i Paris. Der er tale om hele 270.000 m2 fyldt med fødevarer fra omkring 7.000 udstillere. Kokke og kogekunst har altid spillet en central rolle, og også i år er der mange spændende tiltag for restaurationsbranchen. SIAL Paris 2016 har den franske stjernekok Joël Robuchon som protektor. Med 26 stjerner er han er den kok, som har fået flest Michelin-stjerner nogensinde, og han har derudover vundet adskillige priser. I de seneste 28 år har han været partner i Fleury-Michon, der er en af Frankrigs største producenter af færdigretter. Joël Robuchon er blandt dommerne i SIAL Innovation Awards-konkurrencen og har også udarbejdet en temarute på messen, der specielt henvender sig til de besøgende fra restaurationsbranchen.
Levnedsmiddelbladet
 
 
11-10-2016 | DLG lukker med salget af Lammefjords Grønt de sidste aktiviteter i DLG Food. DLG-koncernen sælger Lammefjords Grønt til Flensted Food Group, der er blandt landets førende inden for produktion og forarbejdning af gulerødder, kartofler og snitgrønt. Salget sker som led i DLG's fokuseringsstrategi, oplyser DLG i en pressemeddelelse, og man kan således konstatere, at DLG'S ivrige opkøb ikke har indfriet deres forhåbninger for dette ellers interessante marked. Her en oversigt: August 2015 Samsø Syltefabrik og European Freeze Dry sælges til Erhvervsinvest, januar 2016 DLG Ingredients lukkes, januar 2016 Gasa Nord Grønt sælges til andelshaverne Gasa Nord Grønt Amba, februar 2016 ejerandelen i Danespo frasælges, oktober 2016 Lammefjords Grønt sælges til Flensted Food Group. Med salget af Lammefjords Grønt er DLG's sidste fødevareaktiviteter i DLG Food frasolgt, og fødevareaktiviteterne lukkes dermed endegyldigt ned. DLG's resterende aktiviteter inden for Food er nu alene forarbejdningen af rapsfrø i Food Oil, som bliver en integreret del af DLG's grovvareforretning. "Med salget lukker og afslutter vi samtidig salgsselskabet Florette Lammefjorden, der er et joint venture med det franske selskab Agrial. Selvom salgsselskabet lukkes, fortsætter DLG's gode og frugtbare partnerskab med Agrial, som vi i øjeblikket er ved at opføre en kvægmineralfabrik i Frankrig med. Agrial har udvist stor forståelse og fleksibilitet i forbindelse med salget af Lammefjords Grønt," siger Vagn Hundebøll. Lammefjords Grønt ligger i Fårevejle på Lammefjorden, Sjælland, og fremstiller ca. 250 snitgrøntsprodukter klar til slutbrugerne.
MEALS
 
 
10-10-2016 | Flot hotelfremgang i august. De danske hoteller kan glæde sig over endnu en sommer med vækst i overnatningstallene. Næsten 71.000 flere overnatninger blev det til bare i august sammenlignet med sidste år, hvilket svarer til en fremgang på 4,2 pct. Flere end 50.000 af disse nye overnatninger har danskerne selv stået for. Så mens den samlede overnatningsvækst var på 4,2 pct., gik de danske overnatninger frem med 5,9 pct. Hotellerne i Region Sjælland kan juble mest over de nye tal. Med 10,8 pct. flere hotelovernatninger har regionen landets største overnatningsvækst sammenlignet med august i 2015. Det er særligt de ferierejsende, der har gjort forskellen. Antallet af overnatninger i denne kategori steg nemlig 14,0 pct. i regionen sammenlignet med august sidste år. Region Hovedstaden, som er garant for flest hotelovernatninger i hele landet, oplevede en samlet overnatningsvækst på 1,9 pct. Her er det særligt kategorien af forretningsovernatningerne, som viser positive tegn med en stigning på 4,5 pct. Samtlige regioner kan glæde sig over en positiv udvikling¤i overnatningstallene. Region Syddanmark gik frem med 8,4 pct., Midtjylland 6,4 pct. og Nordjylland 4,5 pct. Foruden overnatningsvæksten fra danskerne selv kunne hoteller i august byde velkommen til flere gæster end sidste år fra blandt andet Italien, Schweiz, Sverige, Indien og Frankrig. Til gengæld var udviklingen negativ, når man ser på overnatninger fra besøgende med amerikansk, norsk eller islandsk nationalitet i passet. "I en højsæsonsmåned som august er disse vækstrater rigtig flotte. Vi ser, at hotellerne har investeret i deres produkt, og det bliver nu belønnet med flere turistovernatninger. Set over hele året kan vi kun glæde os over den positive udvikling, som hotellerne oplever," siger Jens Zimmer Christensen, der er formand for HORESTA.
Horesta


10-10-2016 | Ministermøde i torskens tegn. EU's landbrugsministre mødes i dag i Luxembourg for at diskutere EU-Kommissionens forslag til fiskemuligheder i Østersøen for 2017. Særligt ømtåleligt for Danmark er udsigten til markante begrænsninger på danske fiskeres muligheder for at fange torsk. Her er reduktioner på helt op til 88 % for den vestlige Østersø på bordet, hvilket den danske regering vurderer, kan få alvorlige økonomiske konsekvenser for de berørte fiskere. Danmark vil derfor kæmpe for, at reduktionen bliver mindre, men forudser meget vanskelige forhandlinger. Landbrugsministrene - hvor Esben Lunde Larsen (V) repræsenterer Danmark- skal også forberede EU's dialog med Norge om fiskerimuligheder i 2017 og drøfte landbrugs-aspekterne i EU's midtvejsevaluering af sit flerårige budget.
MEALS
 
 
09-10-2016 | Danmarks største selvstændige brugsforening ser dagens lys Nord-Als Brugsforening og Brugsen for Als og Sundeved skal slås sammen. Med fusionen er Danmarks største selvstændige brugsforening med en omsætning over en halv milliard kr. skabt. Nord-Als Brugsforening og Brugsen for Als og Sundeved er på vej med en fusion. Sammenlægningen vil betyde, at skabe Danmarks største selvstændige brugsforening med en omsætning over en halv milliard kr., skriver Coop i en pressemeddelelse. Målet er, at fusionen skal træde i kraft omkring 1. april 2017 efter ekstraordinær generalforsamling i Nord-Als Brugsforening. Men samarbejdet begynder allerede nu. Brugsen for Als Sundeved driver blandt andet Kvickly Sønderborg, tre SuperBrugser, seks Daglibrugser, en Fakta samt 11 OK tankanlæg, mens Nord-Als Brugsforening driver Kvickly Nordborg, Fakta Havnbjerg og et OK tankanlæg.
FødevareWatch


09-10-2016 | Milliardbeløb til verdens største landbaserede rugeri. Den norske Grieg-familie vil bygge et kæmpestort lakserugeri i Canada til omkring 200 mio. dollars. Det sker igennem familiens investeringsselskab The Grieg Group, som vil investere i et nyt anlæg til udrugning af laks. Anlægget vil blive bygget i Marystown på øen Newfoundland i det østlige Canada og bliver det største og mest avancerede af sin art. Der har længe været rygter på vej, men nu er det blevet en realitet, skriver Seafoodnews.com. Der bliver tale om et kombineret rugeri og klækkeri, der årligt vil kunne producere op til syv millioner smolt med en gennemsnitlig vægt på op til 1,5 kg. Smolt er som bekendt en betegnelse, som dækker over laks, der er klar til at blive sat ud i havet efter at være blevet opdrættet i ferskvand.
MEALS


09-10-2016 | Vil robotter erstatte hotellernes minibar? Robotter kan efterhånden findes på flere og flere internationale hoteller, men eksperter har delte meninger om, hvorvidt de kan erstatte den traditionelle minibar på værelserne, skriver HotelManagement.net. Savioke er en virksomhed, der laver selvkørende robotter, der blandt andet leverer mad og drikkelse på hotellerne. "Vores robotter tilbyder hoteller en række fordele sammenlignet med de traditionelle minibarer. Hoteller undgår problemer med varer, der bliver dårlige og udfordringer med tyveri," siger Saviokes direktør, Steve Cousins, som også forklarer, at robotterne i alle døgnets timer kan levere varer fra receptionen, køkkenet eller andetsteds. Aloft Hotels har taget robotterne til sig. Paige Francis, VP of global brand management, fortæller blandt andet, at robotter er sjove for gæsterne og frigiver tid hos receptionisterne. Pierre Agrario, VP of Account Management and Major Accounts hos virksomheden Bartech, tror ikke på, at robotterne på sigt vil erstatte traditionelle minibarer, men de kan dog stadig spille en rolle. "De ville være gode til at genfylde minibarerne i fremtiden. Teknologien er dog så omkostningstung, at hotellerne vil få svært ved at tjene deres investering hjem, hvis robotterne udelukkende skal erstatte minibaren," fortæller han. Han tilføjer desuden, at minibaren handler om impulssalg, og der vil en robot være en barriere.
HORESTA
Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 
Hvilket discountsupermarked handler du oftest i?